Mads satte sig på skolebænken som 52-årig

/i /af

Mads valgte at bytte en karriere som it-konsulent ud med et liv som studerende, da han forfulgte en gammel drøm om at blive journalist.
”Set i bakspejlet var det det eneste rigtige at gøre. Jeg har ikke kigget mig tilbage en eneste gang. Det var meget nemmere, end jeg havde forventet,” siger han i dag.

Set udefra havde han et godt job som it-konsulent med masser af kunder og opgaver. ”Men efterhånden gik jeg mest på arbejde for at finansiere min fritid. Jeg så kun frem til weekender og ferier, ikke til at komme på arbejde”. Derfor måtte der ske noget radikalt. Han besluttede, efter mange lange samtaler med sin kone at skifte spor.
Journalistik – en ungdomsdrøm

”Jeg har altid været enormt nysgerrig, haft en stor retfærdighedssans og en veludviklet bullshit-detektor, så instinktivt følte jeg, at journalistikken var det rette for mig. Desuden havde jeg en drøm om at komme til at udrette mere end blot at tjene penge til mine kunders aktionærer,” fortæller han.

Økonomisk var det selvfølgelig en stor omvæltning at skulle leve af SU/praktikløn i en periode på 4,5 år. Alligevel var det lettere end forventet.

”Vi havde afdragsfri lån i huset, og min kone tjente jo stadig penge. Desuden havde vi en lille opsparing, vi kunne trække på. Det gav en vis tryghed. Og ved at rette opmærksomheden på hvordan vi brugte vores penge, fandt vi ud af, hvor vi nemmest kunne spare. Vi ville f.eks. ikke undvære at rejse, men gerne at spise dyrt i hverdagen. Så vi traf nogle grundlæggende beslutninger, og sagde pænt farvel til at handle i Irma”, smiler han.

Livserfaring tæller som studerende
Studiet var også nemmere, end Mads havde forventet. Med sine 30 års erhvervserfaring kunne han trække på sine erfaringer i flere fag.
”Når du har nogle år på bagen, har du en enorm ballast, uanset om du er automekaniker, it-konsulenteller pædagog. Det skal man absolut ikke undervurdere, hvis man vil studere i en høj alder”, siger han.
Alderen udgjorde dog også en barriere, fordi hans medstuderende var så unge, at han kunne være far til de fleste. ”Vi kom fra to forskellige verdener, og det var ikke altid nemt. Ofte blev jeg betragtet som en sur gammel mand, fordi jeg sad der med al min livserfaring – selvom jeg virkelig prøvede at være åben,” siger han.

Færdiguddannet og fastansat

Mads Westermann havde egentlig ikke de store forhåbninger om et fast journalistjob.

”Jeg troede, jeg var for gammel. Man taler meget om det grå guld, men mediebranchen har været presset i mange år – der er for mange om buddet, og realiteten er, at mange arbejdsgivere hellere vil have de unge, som de selv kan forme.”

Så det var snarere en tilværelse som freelance skribent, der lå for enden af Mads’ uddannelse. Som selvstændig konsulent gennem mange år var det heller ikke en fremmed tanke for ham.

Men kort tid efter den afsluttende eksamen blev der et vikariat ledigt på Bornholms Tidende! Og igennem processen med at skifte branche, havde han og hans kone også talt om, at det måske kunne være nødvendigt at flytte sig fysisk. Måske ikke helt til Bornholm, men så alligevel – hvorfor ikke?

I starten forestillede de sig, at Mads kunne pendle, men da deres hus blev solgt kort tid efter, var det oplagt at leje en bolig på Bornholm og prøve ø-livet.

Det er fire år siden. Nu er Mads blevet fastansat og har købt et lille byhus i Rønne sammen med sin kone. Hun pendler til sit job i København nogle dage om ugen, og de har ikke set sig tilbage…

Fra porcelænsmaler til anlægsgartner

/i /af

Da Royal Copenhagen stoppede produktionen af musselmalet porcelæn i Danmark, sluttede et kapitel i Jimmys liv. Han mistede sit job som porcelænsmaler og måtte se sig om efter et nyt erhverv. Efter grundige overvejelser besluttede han sig for at blive anlægsgartner.

Tyve år tilbage på arbejdsmarkedet

Jimmy-2

Jimmy var 48 år da han startede på en ny uddannelse.

Der er måske nok nogle, der vil synes at det er lidt sent at starte forfra på en uddannelse. Men Jimmy selv synes, at der er år nok at tage af; han er jo kun er 48 og skal formentlig fortsætte med at arbejde til han er omkring de 70. ”Fysisk er jeg både sund og rask – og har en nysgerrig og åben tilgang til det meste, så jeg synes bestemt ikke, at jeg er for gammel til at skifte spor nu,” mener han.

Men det gjorde arbejdsgiverne, for det lykkedes ikke for Jimmy i første omgang at finde en praktikplads. Han måtte derfor tage et såkaldt skole-praktikforløb.

”Det ku da godt gøre mig både ked af det og frustreret, for jeg kan ikke se hvorfor jeg ikke skulle være et attraktivt bud til en elevstilling.  Jeg er både mere moden, mere stabil og har anden erhvervserfaring med i rygsækken,” siger Jimmy, og fortsætter: ”Lige den del af mit sporskifte, kunne jeg godt have undværet, for jeg synes, at det var en svær kamp at skulle kæmpe. Fagligt lå jeg i den rigtigt gode ende på den tekniske skole, men hvad nytter det, når man ikke får chancen for at komme ud til en mester, og vise hvad man kan?” siger han.

Farvel til porcelænet

Jimmy arbejdede som blåmaler på Royal Copenhagens fabrik i Glostrup i 6 år indenfor flere discipliner. De mest kendte af Royal Copenhagens produkter er de berømte mussel-malede.  At være blåmaler er et håndværk, der kræver betydelig akkuratesse og koncentration. Det er en lang, kompliceret arbejdsproces, der kræver ca. 1.200 penselstrøg på en almindelig tallerken.

Selvom lukningen af fabrikken havde været længe undervejs, var det en hård nød for Jimmy at knække, at han måtte sige farvel til porcelænet.

”Selvom jeg udadtil forsøgte at fremstå som om jeg havde styr på det hele, måtte jeg hurtigt indse, at jeg var fuldstændigt væltet. Min plan var jo, at jeg skulle male porcelæn resten af livet.”

Men der er ingen steder at gå hen og få et job, som det Jimmy mistede, så han skulle

finde en anden vej videre. Det tog sin tid, synes han:

”Jeg var bange for at vælge forkert. At skulle starte ny uddannelse er jo både hårdt psykisk – for mig i hvert fald – og i særdeleshed økonomisk.”

Blandt de mange ting, Jimmy var i tvivl om var sådan noget som “Er det nu den rigtige uddannelse? Vil den indfri mine drømme? Kan jeg holde til det rent fysisk? Er der et job bagefter? Er jeg mon for gammel?”.

På plus-siden talte forhold som at arbejde i fri luft, at hygge sig med planterne, at opleve årstidernes skiften og at få brugt kroppen hver dag.

”Jeg tror, jeg var hele vejen rundt i følelsesregistret,” fortæller Jimmy. ”Frygt og usikkerhed, nervøsitet, spænding, glæde, skepsis, overraskelse – og så en masse hvad-nu-hvis’er…”

Jimmy brugte mange timer på at diskutere med sin kone, om det nu også var anlægsgartner han skulle være. Men efter alle overvejelserne var han klar til at tage sin beslutning: “Jeg trængte til luft og lys, og ideen om at pleje haver tændte mig”.

Jeg valgte med hjertet

Jimmy-3

”Jeg er enormt glad for, at jeg har valgt at følge mine interesser og mit hjerte, selvom det ikke er den nemmeste vej. Jeg tror at man kommer længst og trives bedst, hvis man giver sig selv lov til at mærke efter, hvad det er man vil. Og så handler derefter.

Så hvis jeg skal se på mine forventninger til mit sporskifte, er de til fulde blevet indfriet, og har levet op til de drømme og tanker jeg havde gjort mig, inden jeg valgte hvilket spor jeg skulle hoppe over på. Hver dag byder på nye spændende udfordringer, jeg stiller spørgsmål, bliver klogere og får nye erfaringer.”

Når Jimmy fortalte at han var startet på en helt ny uddannelse, mødte han mange forskellige reaktioner. De fleste løftede lige øjenbrynene og spærrede øjnene op. Det kunne være svært at afkode hvad folk virkeligt mente, syntes Jimmy. Var de bare overraskede? Tænkte de, at han var et fjols? Og at han da aldrig ville nå i mål med sin plan? Eller ar de imponerede over hans mod?

”Det, de sagde til mig, var udelukkende i retning af opbakning, respekt og anerkendelse. Og interesse for mig og min uddannelse. Men i perioder var jeg da ved at give op. For eksempel var det jo ekstra meget op ad bakke at finde en elevplads. Det har føltes som et nederlag inden i mig, når jeg fik afslag på afslag. Så jeg har da hængt lidt med næbbet til tider. Men de få, jeg har åbnet op over for, har støttet mig, forsøgt at overbevise mig om at jeg er fantastisk og givet mig fornyet håb” fortæller Jimmy.

Uddannelse gennem hele livet

Det var ikke første gang Jimmy sadlede om. Han er oprindeligt uddannet kok, men forlod branchen for mange år siden, fordi han ikke kunne trives med det hårde miljø og de sene arbejdstider. I Jimmys familie er det ikke ualmindeligt at uddanne sig gennem hele livet.

Derfor skræmte det ikke Jimmy at skulle leve på lavt blus på SU, lærlingeløn og med praktikperioder, hvor indkomsten ikke var som for en gennemsnitlig familie:

“Selvfølgelig kunne det mærkes økonomisk, at jeg var i gang med en uddannelse, men vi sørgede for at indrette vores livsstil og økonomi efter de skiftende indtægter”.  

Det var heller ikke noget problem at skulle til at gå i skole igen:

“Min elevtid som porcelænsmaler sendte mig på skolebænken, og som anlægsgartnerelev skulle man også kunne sidde stille og tilegne sig viden” fortæller han og fortsætter, “men jeg er da ikke bleg for at indrømme, at jeg snart synes det er nok med nye uddannelser og dermed også skolearbejde. Jeg håber at denne her uddannelse er den sidste jeg har taget, og at jeg skal være anlægsgartner resten af mit liv!”

Farvel til rejsebureauet – Line ville være lægesekretær

/i /af

”Det her vil jeg simpelthen ikke mere” tænkte Line efter et sammenstød med sin supervisor på det rejsebureau, hvor hun havde været ansat i 16 år. Det blev starten på slutningen af Lines karriere i rejsebranchen.

Line var på det tidspunkt 46 år og eneforsørger. Alligevel besluttede hun efter oplevelsen med supervisoren, at hun ville sige sit job op efter sommerferien. Men skæbnen kom hende i forkøbet og i stedet blev hun sagt op. Det åbnede pludselig døren til nye muligheder.

 

Realkompetencevurdering
Line havde i flere år syslet med tanken om at forlade rejsebranchen og ville gerne have en uddannelse. Valget faldt på lægesekretæruddannelsen, hvor hun kunne bruge sine erfaringer indenfor service og administration og der var gode udsigter til arbejde de kommende år.

Det er et krav at man har en kontorassistentuddannelse eller tilsvarende for at man kan søge optagelse på lægesekretæruddannelsen. Derfor måtte Line først have papir på sin kontorerfaring. Derfor blev det aktuelt for Line at få foretaget en realkompetencevurdering, som er en officiel anerkendelse af ens erhvervserfaring, og som foretages af uddannelsesinstitutionerne, f.eks. VUC eller Erhvervsakademiet. Når man har fået vurderet sine reelle kompetencer, kan man som regel søge merit for nogle fag på en uddannelse. Line blev således vurderet i forhold til en uddannet kontorassistent, og fik merit for en række fag.

”I forløbet gik det op for mig, at jeg har rigtig meget med mig… kundeservice, administration og service i almindelighed.” konkluderer Line om processen med at afklare sine kompetencer.

Papir på kompetencerne

”Processen har været vigtigst”, siger Line. ”Det er især processen, der har været meget givende – og den ville jo være det samme, selvom jeg ikke fik papir på det. Men jo, det betyder SÅ meget at være faglært frem for ufaglært,” fortæller hun, og tilføjer:
”Jeg indrømmer at jeg ind i mellem var på dybt vand, f.eks. med de store opgaver, som er en naturlig del af al skolegang i dag. Der ku’ jeg godt mærke, at der er forskel på at være 26 og 46 år. Da jeg gik i gymnasiet, afleverede vi opgaver af langt mindre omfang. Det var nok en klap, der godt kunne være gået ned, hvis ikke jeg havde fået hjælp og støtte af min søn, som selv gik i gymnasiet på det tidspunkt…”. Desuden understreger hun, at også kæresten undervejs var en stor støtte.

Hvordan gik det så? Blev Line lægesekretær? Og fik hun arbejde?

”Jeg gik til eksamen før sommerferien 2016 og startede mandagen efter i mit nye job. Jeg er der stadigvæk og føler at her kan jeg godt blive længe” fortæller hun.

”Jeg har fundet min rette hylde endnu en gang og arbejder med et speciale, der er vildt spændende og hvor der er konstant tempo, udviklende tværfagligt samarbejde med ambulatoriets læger og konstant “produktion” (Ambulatoriet er for gravide: deres skanninger, lægebesøg ultralyd, jordemoderbesøg osv.) Jeg har specialiseret mig i en række emner og har ansvaret for disse. Jeg bruger alt fra min uddannelse, men også en pæn stor del fra mit job i rejsebranchen, så som planlægning, booking, logistik, intern service, telefon, reception og skrankeservice.
Set i bakspejlet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg har gjort det rigtige. Og jeg er meget bevidst om at jeg gjorde det på det helt rette tidspunkt, selvom det var tildels tvunget af at jeg blev fyret på det tidspunkt” siger Line og fortsætter:

”Og nej, jeg har ikke følt det som en belastning at være “voksen-elev”-tvært imod! Jeg har kunne trække så meget på min erfaring og i den grad også et liv der indtil nu, er levet med alt hvad det har indebåret for mig”.

Hun synes det er en ekstra bonus, at hun bor og arbejder i samme by ”Jeg føler mig meget heldig!” slutter hun.