Fra porcelænsmaler til anlægsgartner

Da Royal Copenhagen stoppede produktionen af musselmalet porcelæn i Danmark, sluttede et kapitel i Jimmys liv. Han mistede sit job som porcelænsmaler og måtte se sig om efter et nyt erhverv. Efter grundige overvejelser besluttede han sig for at blive anlægsgartner.

Tyve år tilbage på arbejdsmarkedet

Der er måske nok nogle, der vil synes at det er lidt sent at starte forfra på en uddannelse. Men Jimmy selv synes, at der er år nok at tage af; han er jo kun er 48 og skal formentlig fortsætte med at arbejde til han er omkring de 70. ”Fysisk er jeg både sund og rask – og har en nysgerrig og åben tilgang til det meste, så jeg synes bestemt ikke, at jeg er for gammel til at skifte spor nu,” mener han.

Men det gjorde arbejdsgiverne, for det lykkedes ikke for Jimmy i første omgang at finde en praktikplads. Han måtte derfor tage et såkaldt skole-praktikforløb.

”Det ku da godt gøre mig både ked af det og frustreret, for jeg kan ikke se hvorfor jeg ikke skulle være et attraktivt bud til en elevstilling.  Jeg er både mere moden, mere stabil og har anden erhvervserfaring med i rygsækken,” siger Jimmy, og fortsætter: ”Lige den del af mit sporskifte, kunne jeg godt have undværet, for jeg synes, at det var en svær kamp at skulle kæmpe. Fagligt lå jeg i den rigtigt gode ende på den tekniske skole, men hvad nytter det, når man ikke får chancen for at komme ud til en mester, og vise hvad man kan?” siger han.

Farvel til porcelænet

Jimmy arbejdede som blåmaler på Royal Copenhagens fabrik i Glostrup i 6 år indenfor flere discipliner. De mest kendte af Royal Copenhagens produkter er de berømte mussel-malede.  At være blåmaler er et håndværk, der kræver betydelig akkuratesse og koncentration. Det er en lang, kompliceret arbejdsproces, der kræver ca. 1.200 penselstrøg på en almindelig tallerken.

Selvom lukningen af fabrikken havde været længe undervejs, var det en hård nød for Jimmy at knække, at han måtte sige farvel til porcelænet.

”Selvom jeg udadtil forsøgte at fremstå som om jeg havde styr på det hele, måtte jeg hurtigt indse, at jeg var fuldstændigt væltet. Min plan var jo, at jeg skulle male porcelæn resten af livet.”

Men der er ingen steder at gå hen og få et job, som det Jimmy mistede, så han skulle

finde en anden vej videre. Det tog sin tid, synes han:

”Jeg var bange for at vælge forkert. At skulle starte ny uddannelse er jo både hårdt psykisk – for mig i hvert fald – og i særdeleshed økonomisk.”

Blandt de mange ting, Jimmy var i tvivl om var sådan noget som “Er det nu den rigtige uddannelse? Vil den indfri mine drømme? Kan jeg holde til det rent fysisk? Er der et job bagefter? Er jeg mon for gammel?”.

På plus-siden talte forhold som at arbejde i fri luft, at hygge sig med planterne, at opleve årstidernes skiften og at få brugt kroppen hver dag.

”Jeg tror, jeg var hele vejen rundt i følelsesregistret,” fortæller Jimmy. ”Frygt og usikkerhed, nervøsitet, spænding, glæde, skepsis, overraskelse – og så en masse hvad-nu-hvis’er…”

Jimmy brugte mange timer på at diskutere med sin kone, om det nu også var anlægsgartner han skulle være. Men efter alle overvejelserne var han klar til at tage sin beslutning: “Jeg trængte til luft og lys, og ideen om at pleje haver tændte mig”.

Jeg valgte med hjertet

”Jeg er enormt glad for, at jeg har valgt at følge mine interesser og mit hjerte, selvom det ikke er den nemmeste vej. Jeg tror at man kommer længst og trives bedst, hvis man giver sig selv lov til at mærke efter, hvad det er man vil. Og så handler derefter.

Så hvis jeg skal se på mine forventninger til mit sporskifte, er de til fulde blevet indfriet, og har levet op til de drømme og tanker jeg havde gjort mig, inden jeg valgte hvilket spor jeg skulle hoppe over på. Hver dag byder på nye spændende udfordringer, jeg stiller spørgsmål, bliver klogere og får nye erfaringer.”

Når Jimmy fortalte at han var startet på en helt ny uddannelse, mødte han mange forskellige reaktioner. De fleste løftede lige øjenbrynene og spærrede øjnene op. Det kunne være svært at afkode hvad folk virkeligt mente, syntes Jimmy. Var de bare overraskede? Tænkte de, at han var et fjols? Og at han da aldrig ville nå i mål med sin plan? Eller ar de imponerede over hans mod?

”Det, de sagde til mig, var udelukkende i retning af opbakning, respekt og anerkendelse. Og interesse for mig og min uddannelse. Men i perioder var jeg da ved at give op. For eksempel var det jo ekstra meget op ad bakke at finde en elevplads. Det har føltes som et nederlag inden i mig, når jeg fik afslag på afslag. Så jeg har da hængt lidt med næbbet til tider. Men de få, jeg har åbnet op over for, har støttet mig, forsøgt at overbevise mig om at jeg er fantastisk og givet mig fornyet håb” fortæller Jimmy.

Uddannelse gennem hele livet

Det var ikke første gang Jimmy sadlede om. Han er oprindeligt uddannet kok, men forlod branchen for mange år siden, fordi han ikke kunne trives med det hårde miljø og de sene arbejdstider. I Jimmys familie er det ikke ualmindeligt at uddanne sig gennem hele livet.

Derfor skræmte det ikke Jimmy at skulle leve på lavt blus på SU, lærlingeløn og med praktikperioder, hvor indkomsten ikke var som for en gennemsnitlig familie:

“Selvfølgelig kunne det mærkes økonomisk, at jeg var i gang med en uddannelse, men vi sørgede for at indrette vores livsstil og økonomi efter de skiftende indtægter”.  

Det var heller ikke noget problem at skulle til at gå i skole igen:

“Min elevtid som porcelænsmaler sendte mig på skolebænken, og som anlægsgartnerelev skulle man også kunne sidde stille og tilegne sig viden” fortæller han og fortsætter, “men jeg er da ikke bleg for at indrømme, at jeg snart synes det er nok med nye uddannelser og dermed også skolearbejde. Jeg håber at denne her uddannelse er den sidste jeg har taget, og at jeg skal være anlægsgartner resten af mit liv!”